Langeland Gravel 2025

Beretninger fra de forskellige cykelløb.
Besvar
Charles Mejner Thorarinsson
Indlæg: 320
Tilmeldt: 30 jun 2020, 20:42

Langeland Gravel 2025

Indlæg af Charles Mejner Thorarinsson »

Hey, vi savner lidt beretninger fra Langeland Rundt 2025 på Gravel
Gik det godt, er det noget i kan anbefale næste år ?
.
... og hvis der var nogen der ikke fik brugt deres billet, Husk, at tilbagebetale klubtilskuddet(300,-), så det kan gøre gavn en anden gang ;)
Skriv mail til kasserer@pedaleur.dk hvis du mangler konto nr.
Morten Hvid
Indlæg: 96
Tilmeldt: 20 apr 2024, 12:08

Re: Langeland Gravel 2025

Indlæg af Morten Hvid »

Tror vi var en 10-15 deltagere fra klubben, der stod klar til start i godt vejr på Langeland.
Terrænet var for det meste asfalt måske med 30 % grus, lidt græs og marker + et par teknisk svære og smalle spor.
Undervejs på ruten var der tre depoter. En del fra klubben kiggede forbi hørte jeg – efter sigende lokket af god kage.
Selv fik jeg dog aldrig smagt kagen. Jeg sad i en af de grupper, hvor depotstop ikke blev prioriteret. Men jeg fik da gennemført uden tilførsel af kage.
Efter løbet var der hygge i solen hvor der blev snakket, fortalt løgnehistorier + et par velvalgte dårlige undskyldninger fra dem, der måske havde brugt lidt længere tid i depoterne end på rammen. Præcis som det skal være.
Kort sagt: et godt arrangement, perfekt vejr og en godkendt klubindsats syntes jeg.
Brugeravatar
Michael Madsen SV
Indlæg: 113
Tilmeldt: 17 jul 2024, 14:29

Re: Langeland Gravel 2025

Indlæg af Michael Madsen SV »

Morten var hurtigere end mig - både i løbet og med sin beretning.

Jeg meldte mig i sin tid til mit første gravelløb 'Langelandt rundt', da jeg tænkte at det var oplagt at jeg kunne kombinere den planlagte sommerhustur med svigermekanikken på Langeland, med cykelløb på hjemrejsedagen. Det viste sig dog at det ikke var så smart alligevel, da kombinationen af for lidt søvn og for mange snacks og vin ikke gavnede præstationen.

Jeg ankom i fin tid til et fantastisk smukt Broløkke gods, og man kunne hurtigt fornemme at der var tale om et velarrangeret arrangement. Jeg fik hentet startnummer, cyklet lidt frem og tilbage og var derefter klar til at startskuddet gik.

Der var ”paradekørsel” de første kilometer, men da motorcyklerne kørte væk, blev tempoet for alvor sat i vejret, feltet knækkede foran mig, og første gruppe sejlede desværre væk. Jeg sad med i anden gruppe, hvor tempoet også var højt, desværre tabte jeg kæden allerede på anden grusstykke og mister dermed gruppen og dumpede ned i gruppe 3, hvor ingen rigtig vil føre.
Jeg forsøgte et par gange at hoppe op til 2. gruppe, men måtte opgive. Heldigvis kørte 2. gruppe forkert og jeg indhentede dem dermed igen omkring Rudkøbing. På trods af tabt kæde og solokørsel, kan jeg på Strava se, at starten var min 2. hurtigste 20 og 30 kilometer nogensinde – vel at mærke på gravelcykel.

Med min dårlige teknik, blev jeg presset på alle grusstykker, og desværre sprang elastikken lige på det værst tænkelige tidspunkt lige omkring de 60 kilometer – hvor ruten gik fra stærk medvind til stærk modvind. Jeg sad alene og kæmpede i modvinden, i hvad der føltes som en evighed. Jeg gik derfor i depot ved ca. 77 kilometer og fandt et par stykker at følges med der. På vej ud af depotet proppede jeg et helt stykke drømmekage i hovedet og det var lige ved at tage livet af mig, da depotet blev efterfulgt af en skrap stigning – der var jeg lige ved at tage billetten ”død ved drømmekage”.

Jeg overlevede dog og efterfølgende fulgtes jeg med 2 ryttere fra Gravel Fyn - de havde formentligt aftalt at følges, den ene var gået kold, og jeg var også stegt, så det var primært den anden Gravel Fyn-rytter, der stod for føringsarbejdet. Jeg kunne ikke bidrage med meget i modvinden, men forsøgte dog at tage mine føringer.
Vi fik løbende besøg af ryttere der var blevet sat, men de faldt fra løbende.

I de sidste 20-25 kilometer fornemmede jeg tydeligt at den stærkeste Gravel Fyn-rytter forsøgte at sætte mig - hvilket var forståeligt da jeg som sagt overhovedet ikke kunne holde hans tempo i mine føringer. Han begyndte derfor at stikke på alle grusstykkerne derfra, og da jeg ikke kunne overskue at sidde alene i modvinden, måtte jeg gå med hver gang han forsøgte at stikke, og det lykkedes med nød og næppe at blive på hans hjul helt ind til opløbsstrækningen.
Der satte han igen tempoet kraftigt op - så jeg kunne ikke dy mig og gik forbi kort før mål – i bagklogskabens klare lys var det nok ikke så pænt gjort.

Ligesom i mine forgangne løb, bruger jeg mine kræfter forkert, fordi jeg taber de grupper som jeg sidder i og ender alene på de forkerte tidspunkter.

Alt i alt et fantastisk arrangement i meget smukke omgivelser som varmt kan anbefales!
Eneste minus var, at der var rigtig mange ”blinde” T-kryds hvor der ikke var officials – hvilket jeg var lidt utryg ved.
Besvar