Allerede efter 11-12 km blev jeg sat af gruppen, pga. en farlig situation på en nedkørsel der resulterer i, at jeg må bremse helt op, og ikke kan komme op til feltet igen.
Jeg kæmper og kæmper, men får desværre ikke indhentet feltet – moralen er LAV, men heldigvis dukker Denys og en anden stærk rytter op efter ca. 25 km., og kort efter indhentes vi af startgruppen der startede 3. min efter os.
Gruppen er stærk og der bliver sat et hæsblæsende tempo, flere fra 127-distancen joiner, og vi er vel omkring 25-30 mand. Der bliver kørt ekstra stærkt på hver eneste bakke, hvilket gang på gang lige tapper lidt ekstra kræfter.
Efter cirka 75 km falder tempoet markant, og der køres noget mere roligt indtil depotet efter 113 km. Hele gruppen stopper, men da Denys og jeg er hurtigt klar, kører vi før resten af gruppen kommer afsted. Denys og jeg aftaler, at vi bare tager det roligt – ingen af os kan dog holde det og vi får desværre nok brugt lidt for mange kræfter inden vi igen bliver opslugt af gruppen.
Tempoet er derefter meget højt igen, og jeg føler at der forsøges udskilning på alle bakker. Efter en nedkørsel, kommer vi noget pludseligt ind på Kiddesvej, hvor jeg ikke kan skifte ned på lille klinge og taber tid, hvilket medfører at jeg bliver nødt til at køre mig helt i bund for at indhentet gruppen på toppen – der var helt klare associationer med følelsen fra Sega di Ala-stigningen i Italien
Derefter er det ren overlevelse, og de sidste 20-25 kilometer kører jeg konstant med alt hvad jeg har – og kæmper og kæmper. Det er mange år siden, at jeg har været så drænet for kræfter.
Folk forsøger at stikke af på skift, men gruppen, nu nede på 5-6 mand kører samlet til mål.
Jeg kommer ind i en tid på lidt over 5 timer, og en placering som nummer 45.
Min debut til Grejdalsløbet blev en blanding af en skuffelse over at jeg ikke kunne sidde med min startgruppe, men alligevel en tilfredshed med at jeg gav alt hvad jeg havde på dagen.
Grejsdalsløbet var et fantastisk arrangement – og jeg kan kun anbefale flere at deltage!
