Granfondo Stelvio 2018 søndag d. 3 juni

[Michael Petersen]

Granfondo Stelvio blev min største og hårdeste cykeloplevelse til dato. Vi kørte fra Danmark tirsdag aften og ankom til hotellet i Bormio onsdag middag. Efter en hurtig udpakning så sad jeg på rammen og klar til første tur i et helt fantaktisk område. Første tur gik mod Livigno over Passo Foscagno i 2291 højdemeter. På vej mod Livigno mødte jeg en far og søn fra Ærø som var ude at udforske området også. Da jeg kendte turen og området kørte vi sammen resten af turen. Ca. 4 timer og 2000 højdemeter. Pænt træt blev 3 retteres menuen indtaget på hotellet inden jeg skulle indhente den manglende nattesøvn.

Torsdag skulle Stelvio bestiges og vi kørte direkte fra Hotellet ind på stigningen. 7,1% i snit, 21 km og 2 timer senere stod jeg på toppen i m2758. Temperaturen var 20 grader i dalen og 5 grader på toppen, så turen ned igen var meget kold i total gennemsvedt tøj, faktisk måtte jeg stoppe et par gange for at få styr på rystelserne i kroppen. Vel nede igen gik turen mod Sondrio i dalen. Igen en lækker 4 timers tur med masser af højdemeter.

Fredag var det så Passo Gavia der skulle bestiges. 26 km fra Bormio hvor de første 13 km var med 5-6% i snit inden de sidste 13 km som var noget stejlere. Det var nok en af de flotteste opkørsel jeg nogensinde har kørt, men også en meget hård en. Vi sluttede oppe i m2652 og denne gang havde jeg fået en jakke med til nedkørslen. Endnu en tur på 4 timer og masser af højdemeter.

Lørdag stod på en rulletur i dalen på 1,5 time med to korte 4 minutters benåbner intervaller inden søndagen løb. Resten af dagen gik med opladning og en shoppings tur til toldfri Livigno.

Søndag morgen ringede vækkeuret kl. 05.00 og så var det ned til morgenmaden som havde tidligt åbent grundet løbet. Knud var også tidligt uden af posen så vi fik spist morgenmad næste inden alle andre var stået op. Jeg vil sige, at Claus Mogensen er ikke et morgenmenneske  Efter morgenmaden og det obligatoriske ekstra toiletbesøg stod jeg klar ved i startområdet kl. 06.45. Jeg har meget spædt og havde masser af sommerfugle i maven inden vi blev sendt afsted kl. 07.15. De første 45 km gik den nedad og vi ramte første stigning efter 1 time. Så var løbet i gang kan man roligt sige og første stigning blev kørt med megen fokus på mine watt. Jeg kender mig selv og mine watt zoner og ved, at hvis jeg holder i den så går det ikke helt galt på sådan et langt løb. Vel over Teglio så stod den på Mortirolo som vi havde valgt ikke at køre inden løbet. Jeg havde læst og hørt meget om denne stigningen inden løbet og jeg var pænt nervøs over dens snit % og max %. Som mountainbike rytter er jeg vant til stejle stigninger men ikke over 11 km. 11% i snit og 23% i max. De sidste 2 km var så stejle, at næste alle måtte af og gå undervejs. Efter endnu en fed nedkørsel så stor den på 50 km opkørsel først til Bormio og så til stoppen af Stelvio. Jeg havde en ekstra depot taske stående ved hotellet som lå ved foden af opkørselen til Stelvio. To kolde flasker med energidrik, 4 SIS geler samt en Bounty blev lagt en i lommen. Alt dette var næsten væk inden de første 5 km da tanke var næsten tom. Hvor meget det hjalp er svært at sige, for de sidste 10 km var ren overlevelse. Det tog 2:26 at køre de sidste 21 km. Samlet køretid var lige i underkanten af 8 timer. Jeg rullede direkte ind på en restaurant og bestilte 2 dåse colaer og blev indtaget liggende på deres sofa.

Mandag morgen gik turen retur til Odense. Det blev til ca. 21 timers cykling i det smukkeste område med masser af oplevelser i baggagen. Et område og et løb som jeg klart kan anbefale. På turen hjem var konklusionen, at nu var den sat i bogen men i skrivende stund tror jeg faktisk at jeg må tilbage igen.

Jeg fik flere gange af vide, at du er jo bare mountainbikerytter og jeg ved godt, at mange bare tror, at vi er noget hippier med shorts som fjoller rundt i skoven. Men faktisk havde jeg mange fordele på sådan et løb som Granfondo Stelvio. Vi øver meget balance, som er en kæmpe fordel når det bliver så stejlt. På de tekniske nedkørsler kørte jeg var rigtig mange undervejs og vores mange AT invaller hjælper når det går opad i lang tid. Så det er vist ikke så tosset blot, at være mountainbikerytter.

/Cipo.

[Allan Herskind]

Tak for alle beretningerne.
Det er dejligt at læse, og rigtig fint, at alle er kommet igennem uden uheld på cykelturene og køreturerne frem og tilbage.
Og det lader til, at alle har haft gode og store oplevelser og noget at tænke tilbage på i de mørke vinteraftener.
Godt kørt !

[Carl Nielsen]

Granfondo Stelvio blev min største og hårdeste cykeloplevelse til dato. Vi kørte fra Danmark tirsdag aften og ankom til hotellet i Bormio onsdag middag. Efter en hurtig udpakning så sad jeg på rammen og klar til første tur i et helt fantaktisk område. Første tur gik mod Livigno over Passo Foscagno i 2291 højdemeter. På vej mod Livigno mødte jeg en far og søn fra Ærø som var ude at udforske området også. Da jeg kendte turen og området kørte vi sammen resten af turen. Ca. 4 timer og 2000 højdemeter. Pænt træt blev 3 retteres menuen indtaget på hotellet inden jeg skulle indhente den manglende nattesøvn.

Torsdag skulle Stelvio bestiges og vi kørte direkte fra Hotellet ind på stigningen. 7,1% i snit, 21 km og 2 timer senere stod jeg på toppen i m2758. Temperaturen var 20 grader i dalen og 5 grader på toppen, så turen ned igen var meget kold i total gennemsvedt tøj, faktisk måtte jeg stoppe et par gange for at få styr på rystelserne i kroppen. Vel nede igen gik turen mod Sondrio i dalen. Igen en lækker 4 timers tur med masser af højdemeter.

Fredag var det så Passo Gavia der skulle bestiges. 26 km fra Bormio hvor de første 13 km var med 5-6% i snit inden de sidste 13 km som var noget stejlere. Det var nok en af de flotteste opkørsel jeg nogensinde har kørt, men også en meget hård en. Vi sluttede oppe i m2652 og denne gang havde jeg fået en jakke med til nedkørslen. Endnu en tur på 4 timer og masser af højdemeter.

Lørdag stod på en rulletur i dalen på 1,5 time med to korte 4 minutters benåbner intervaller inden søndagen løb. Resten af dagen gik med opladning og en shoppings tur til toldfri Livigno.

Søndag morgen ringede vækkeuret kl. 05.00 og så var det ned til morgenmaden som havde tidligt åbent grundet løbet. Knud var også tidligt uden af posen så vi fik spist morgenmad næste inden alle andre var stået op. Jeg vil sige, at Claus Mogensen er ikke et morgenmenneske  Efter morgenmaden og det obligatoriske ekstra toiletbesøg stod jeg klar ved i startområdet kl. 06.45. Jeg har meget spædt og havde masser af sommerfugle i maven inden vi blev sendt afsted kl. 07.15. De første 45 km gik den nedad og vi ramte første stigning efter 1 time. Så var løbet i gang kan man roligt sige og første stigning blev kørt med megen fokus på mine watt. Jeg kender mig selv og mine watt zoner og ved, at hvis jeg holder i den så går det ikke helt galt på sådan et langt løb. Vel over Teglio så stod den på Mortirolo som vi havde valgt ikke at køre inden løbet. Jeg havde læst og hørt meget om denne stigningen inden løbet og jeg var pænt nervøs over dens snit % og max %. Som mountainbike rytter er jeg vant til stejle stigninger men ikke over 11 km. 11% i snit og 23% i max. De sidste 2 km var så stejle, at næste alle måtte af og gå undervejs. Efter endnu en fed nedkørsel så stor den på 50 km opkørsel først til Bormio og så til stoppen af Stelvio. Jeg havde en ekstra depot taske stående ved hotellet som lå ved foden af opkørselen til Stelvio. To kolde flasker med energidrik, 4 SIS geler samt en Bounty blev lagt en i lommen. Alt dette var næsten væk inden de første 5 km da tanke var næsten tom. Hvor meget det hjalp er svært at sige, for de sidste 10 km var ren overlevelse. Det tog 2:26 at køre de sidste 21 km. Samlet køretid var lige i underkanten af 8 timer. Jeg rullede direkte ind på en restaurant og bestilte 2 dåse colaer og blev indtaget liggende på deres sofa.

Mandag morgen gik turen retur til Odense. Det blev til ca. 21 timers cykling i det smukkeste område med masser af oplevelser i baggagen. Et område og et løb som jeg klart kan anbefale. På turen hjem var konklusionen, at nu var den sat i bogen men i skrivende stund tror jeg faktisk at jeg må tilbage igen.

Jeg fik flere gange af vide, at du er jo bare mountainbikerytter og jeg ved godt, at mange bare tror, at vi er noget hippier med shorts som fjoller rundt i skoven. Men faktisk havde jeg mange fordele på sådan et løb som Granfondo Stelvio. Vi øver meget balance, som er en kæmpe fordel når det bliver så stejlt. På de tekniske nedkørsler kørte jeg var rigtig mange undervejs og vores mange AT invaller hjælper når det går opad i lang tid. Så det er vist ikke så tosset blot, at være mountainbikerytter.

/Cipo.

Rigtig fin og spændende beretning - Mange af de bedste bjergryttere er tidligere mountainbikeryttere, så der er vist noget om snakken

[Knud Pedersen]

I øvrigt var der en på single speed, som overhalede mig til sidst - selvom han havde taget den lange
Og en havde fået tatoveret en bagskifter bag på læggen